Der er et øjebliks stilhed – ikke dramatisk, bare den der flade, konstaterende pause, fordi noget gentager sig for mange gange til at være en overraskelse. “Til Kurt og Bente.” “Ah,” siger han. “Nå ja.”

Det er tre måneder siden de sidst var sammen. Tre måneder er ikke lang tid, siger man, men når man er i tresserne er tre måneder lang tid nok til, at vaner sætter sig en tand dybere, at samtaler begynder at ligne hinanden lidt for meget, og at opmærksomhed – den lille, men afgørende disciplin – den skrider.

Alice ser på ham. Det er ikke glemslen i sig selv, der irriterer hende. Det er ligegyldigheden omkring den. Den der “nå ja”, som om aftaler, mennesker og relationer er noget, der bare ligger og venter.
“Du kunne også selv skrive det i kalenderen,” siger hun.
“Det kunne jeg,” siger han uden at mene det.

Hos Kurt og Bente går der præcis fire minutter, før snakken går i gang.
“Nå,” siger Bente. “Hvordan går det?”

Det er et uskyldigt spørgsmål. Men er det også en fælde? For hvad betyder “hvordan går det” i den tredje alder?
Alice tager ordet, som hun plejer.

“Jamen altså, Ib har jo haft så ondt i skulderen…”
Og så er de i gang. Det er næsten imponerende, hvor hurtigt samtalen reduceres fra fire mennesker med 60+ års livserfaring hver, til en slags kollektiv journalføring – symptomer, scanninger, tal, sygdomsforløb m.m.
“Hans knæ siger klik.” – “Hans blodtryk er lidt for højt.”- “Hans mave er ikke, hvad den har været.” osv. osv. fortæller Alice.
Ib forsøger et par gange at afbryde. Ikke fordi han er uenig, men fordi han – måske ubevidst – mærker, at noget i deres samvær forsvinder.

“Det er jo ikke så slemt,” siger han.
“Jo, det er,” siger Alice. Og så fortsætter hun med mere sygdom, nu om hendes egne udfordringer.
Kurt læner sig på et tidspunkt tilbage og siger: “Hvad er egentlig vigtigt i det vi taler om nu?”
Der bliver stille et øjeblik. Ikke fordi nogen er uenige, men fordi spørgsmålet er ubehageligt præcist.
”Hvad er egentlig vigtigt at tale om? Er det virkelig kroppen, der langsomt bryder ned? Eller er det bare det fordi det er det letteste at tale om?” Siger Kurt spørgende

Alice tager en slurk kaffe. “Det er jo også vigtigt,” siger hun.
“Ja,” siger Ib. “Men er det det eneste?”
Ingen svarer rigtigt, for alternativet kræver noget mere. Noget, der ikke kan måles i blodtryk.
Det er først, da børnebørnene kommer på banen, at energien ændrer sig.

“De vokser jo helt vildt,” siger Alice, og hendes stemme får pludselig en anden klang, nu er der liv, fremtid og bevægelse i hendes fortælling, men også her sniger der sig noget negativt ind.
“De sidder jo bare med deres skærme,” siger Kurt.
“Ja, det er helt galt,” siger Bente.
“Det gjorde vi ikke, vi var ude og lege – rigtige lege” siger Ib.
“Hvornår har du sidst prøvet at sætte dig ind i det med skærmene?” spørger Alice.
Ib trækker på skuldrene. “Det behøver jeg ikke.”
“Nej,” siger hun. “Men så har du også meldt dig lidt ud.” – Det er ikke sagt hårdt, bare konstaterende.

Senere drejer samtalen over på dating, det der i deres kreds omtales med en blanding af fascination og forlegenhed – senior-dating.
“Har I set det der datingprogram?” spørger Bente.
“Ja,” siger Alice. “Hotel Romantik.”
Der bliver grinet lidt, den der latter, der både dækker over og afslører noget.
“Jeg synes, det er pinligt,” siger Kurt.
“Jeg synes, det er modigt,” siger Alice.
“Modigt?” siger Kurt. “De sidder jo og holder i hånd som teenagere.”
“Ja,” siger hun. “Og hvad så?” Der er en lille udfordring i hendes stemme.
Ib blander sig: “Jeg ved ikke, om jeg kunne. Det virker… kunstigt.”
“Eller uvant?” spørger Alice.
Han tøver; “Måske.”
“Er det fordi, det er forkert,” fortsætter hun, “eller fordi vi har vænnet os til ikke at gøre det?”
Kurt rømmer sig. “Man behøver jo ikke gøre alting, som da man var ung.”
“Nej,” siger Alice. “Men man behøver heller ikke holde op.”
“Jeg tror,” siger Bente langsomt, “at mange er bange for at se latterlige ud.”
“Og så lader de være,” siger Ib.
“Ja,” siger hun. “Og så sker der ingenting – og det er måske værre!”
“Ja,” siger hun. “Og så sker der ingenting – og det er måske værre!”
“Har I i øvrigt lagt mærke til, hvordan nogle ældre går klædt?” siger Alice – måske for at skifte emne.
“Ja,” siger Bente hurtigt. “Det er helt… ja!!!”
“Og lugten af gamle mennesker” siger Kurt.
Der nikkes.
“Man skal da gøre noget ud af sig selv,” siger Alice.
“Det handler om respekt” siger Bente.
“Og værdighed,” tilføjer Kurt.
Ib siger ikke noget med det samme, men så siger han; “Hvem er det egentligt man skal gøre noget ud af sig selv, for?”
De kigger på ham.
“Altså,” fortsætter han, “er det for én selv, eller for andre?”
“Begge dele,” siger Alice.
“Men hvis man ikke selv opdager det?” siger han.
“Så burde nogen sige det,” siger hun.
“Gør vi det?” spørger han.
Stilhed.
“Jeg siger det jo til dig,” siger Alice.
Ib smiler skævt. “Ja – men hører jeg det?”
“Gør du?” spørger hun. Han svarer ikke.

Efterhånden som aftenen skrider frem, begynder der at tegne sig noget ift. samtalen – ikke som en konklusion, men som en uro. De har kendt hinanden i over 25 år. De ved, hvordan de andre reagerer, hvad de vil sige, hvor samtalen typisk ender.

“Næste gang må vi ikke vente så længe med at mødes,” siger Bente.
“Nej,” siger Alice.
“Vi kunne ses om en måned,” siger Kurt.
“Ja,” siger Ib. “Det kunne vi.”

På vej hjem i bilen er der stille.
“Det var hyggeligt,” siger Ib så.
Alice tøver. “Ja.”
“Det synes du ikke?” spørger han.
“Jo,” siger hun. “Men…”
“Men hvad?”
Hun ser ud ad vinduet. “Jeg ved ikke, om vi taler om det rigtige.”
“Det rigtige?” siger han.
“Ja. Om vi bare gentager os selv. Sygdom, børnebørn, lidt tv… og så hjem igen.”
Ib tænker sig om. “Hvad skulle vi ellers tale om?”
“Det ved jeg ikke,” siger hun. “Måske om… hvad vi egentlig vil med den tid, vi har tilbage.”
Han griner lidt. “Det lyder tungt.”
“Er det tungere end at tale om din skulder i en halv time?”
Han svarer ikke, men tænker, i sit stille sind videre i bilen – og i de kommende dage.

”Alice” næsten råber Ib inde fra stuen, hvor han en dag sidder i ”sin” stol og funderer.
”Hvad talte vi om når vi mødtes med vennerne da vi var yngre?”
”Det kan jeg da ikke huske” svarer Alice ude fra entreen –
”Måske det vi var optagede af i vores hverdag – arbejde, børn, politik og naboen!” Alice griner for hun ved godt, at hun altid har haft en tendens til at tale lidt om hvad ”andre” har og hvad andre gør.
”Nåh ja”, svarer Ib – ”Og før det var det bare andre ting vi var optaget af – fester, kærester, hjertesorger og uddannelse – men nu?”
Ib ta´r sig til panden og tænker videre – hvad er det så der optager os nu, og har det egentlig nogen dybere pointer?