Til petanque, i læsekredsen, til bridge, på golfbanen og til et af de mange foredrag, der tilbydes og holdes af ælde mennesker for ældre mennesker – der siger alle venligt til mig – hende den nye i ældresegmentet; ”Nå hvad får så dig til at være med her”?  ”Mig!” svarer jeg – ”Jeg øver mig i at være gammel!”

Det har jeg nu været i gang med i et års tid, og jeg oplever tydelige fremskridt eller progression, som vi sagde på mit arbejde, når folk var i positiv udvikling henimod det de ville i livet. Men jeg undrer mig nu alligevel – er det sådan jeg vil være som gammel, og har jeg et valg
Noget af det jeg undrer mig over er tempoet. Trænger ”de” til nye batterier? eller er det det tempo jeg skal ned i? Nogen gange oplever jeg, at det ”kører så langsomt” for folk, at de er helt bagud ift. hvad der sker i samtiden, og det betyder jo, at alle vi andre i samme alderssegment, risikerer at blive opfattet som en slags ”nåh-såh-er”, der ikke forstår hvad der er oppe i tiden. Vågn nu op, tænker jeg, du har siddet i en travl stilling, måske med ansatte du havde ansvar for, eller i en produktion hvor du skulle være opmærksom hele tiden for ikke at lave koks i hele maskineriet – og nu har du slukket for hele dig, for at nyde livet – Uha-da, siger jeg bare! Vil du bruge de næste 15-20 år på at gå ved siden af dig selv ift. hvad der sker i samtiden?
Men hvad får vi så ellers tiden til at gå med, vi gamle, når vi ikke er ude på tur med gå-gruppen, til bridge eller til varmtvandstræning – hvor de fedeste af os kan bevæge os let og elegant og uden besvær. Det besvær som det ellers giver os, at bære rundt på mavefedt i en kaliber, hvor Bente Klarlund og andre ville blegne af at se det. Jow – der er da masser af tilbud i ældreforeningerne for os gamle, men det kunne måske hjælpe de yngste af os hvis der var en ”ungdomsafdeling” i disse ældreforeningerne. For ja du kan da spille kegler i ældresagen, men for pokker, kegler er det ikke første trænings-sæt til stolegymnastikken på plejecenteret?
Men ellers går vi rundt i byen og kikker efter tilbud og gode frokostrestauranter, alle vi ”grå hjelme”, der tegner bybilledets nerve i dagtimerne. Og om aftenen, så er vi brændt ud – mange af os. Så sidder vi foran ”fjerneren” og bli´r underholdt og brokker os over tidens ting og sager, og småsover inden vi skal i seng – hvor vi i øvrigt har rigtig svært ved at sove.  
Der er selvfølgelig også nogen af os der tror, at vi aldrig bli´r gamle. Vi fortsætter med at gøre det vi måske altid har gjort, eller gjorde i 60´erne. Vi jinger fx rundt til jazzmusik på byens torve, mere berusede end godt er, og uden sans for andre end os selv. Hvem sagde i øvrigt noget om de unge og deres selvcentrering?
Kik indad du gamle! – det der er vigtigt for dig, det er det du koncentrerer dig om, ganske som de unge gør.
Kaffe og kage det trækker folk, og også strik i samvær med andre gamle damer, der varmer de gigtplagede hænder i mohair og uld, imens de strikker ”snuble-kyser” og andet til spædbørn, børnebørn og – hov, jamen nu er det jo blevet trendy at strikke, så her er vi altså med på moden! At vi så glemmer hvad de andre syv i strikkeklubben hedder, og at vi i øvrigt satte mælken ind i køkkenskabet og sukkeret i køleskabet i morges. Det er noget helt andet, og aldeles alderssvarende.
Og jeg øver mig stadig, i at være en af ”de gamle” – eller rettere sagt jeg øver mig i, at bibeholde min evne til at undre mig, til at reflektere og ikke mindst til at være nysgerrig på livet – og nysgerrig på de ting, der sker i vores samtid.